Driver du en fysisk forretning? Så kan du næppe klare dig uden en betalingsterminal.

Vi har lavet denne guide til dig så du ved præcist hvad du skal gøre for at leje en betalingsterminal på længere sigt.

Sådan lejer du en betalingsterminal

For at leje en kortterminal er der som regel flere aftaler du må indgå og ting du skal være forberedt på.

Flere udbydere har pakkeløsninger med terminal og indløsningsaftale med i købet. Du kan i sådanne tilfælde muligvis nøjes med pakkeløsningen. Højst sandsynligt bliver du dog nødt til at indgå separate aftaler der dækker flere betalingsløsninger, især da Dankort kræver en adskilt aftale fra populære kortudbydere som Visa og Mastercard. De følgende punkter er de slags kontrakter du kan indgå for at leje en betalingsterminal.

1. Opret en erhvervskonto og få et CVR-nummer

Først og fremmest: hvis du ikke allerede har en firmakonto, er det essentielt at du opretter en i banken. Det er nemlig den konto dine betalinger fra kortterminalen skal gå ind på. Du har også brug for et CVR-nummer til at registrere terminaler og betalingsaftaler. Du kan registrere din virksomhed og få et CVR-nummer på Virks hjemmeside.

2. Vælg kortterminal og leverandør

Der er to tilgangsvinkler til leje af terminaler. Den første er at leje en terminal uafhængig af kortindløsningsaftale, hvorefter du så ansøger om de bedste indløsningsaftaler for dig. Den anden er at finde en god pakkeløsning hvor indløsningsaftale med kortudbydere er inkluderet sammen med terminalen.

Før du beslutter dig for den bedste løsning, skal du overveje om du har brug for en stationær terminal til et fast sted ved kassen, eller om der er brug for en mobil terminal der kan bæres rundt ude hvor kunderne er. I en restaurant eller på et marked ville det f.eks. være bedst med en trådløs og bærbar terminal, mens en stationær terminal fint ville passe ind i en forretning i samme lokale.

En kunde indsætter et chipkort i en betalingsterminal
Ved en fast disk giver det mening at have en stationær terminal, men du kan også bruge en trådløs så du altid er fleksibel.

For at fremtidssikre din terminal, skal du kigge på terminaler med NFC-læser, så du kan tage imod kontaktløse kort.

Mange vælger at leje en betalingsterminal fra en lokal forhandler, især hvis de også har brug for et kassesystem på samme tid. Sådanne forhandlere har tit en god service og kan være en stor hjælp hvis du ikke har erfaring med betalingsterminaler, men denne service koster også. Det er ikke hos en lokal forhandler du finder de laveste priser.

Det er også muligt at leje en terminal direkte fra en udbyder som OpenSolution, Nets, Verifone eller DK Online (ejet af Bambora). Du kan komme hurtigere i gang – og med mindre papirarbejde – hvis du vælger en pakkeløsning med terminal og indløsningsaftale over internettet. Vælger du bare at leje terminalen, er det normalt at binde sig til mellem 12 og 60 måneders leje, hvor kortere lejeperioder er dyrere. Efter vores erfaring er Bamboras pakkeløsninger både billigere og nemmere at komme i gang med end Nets’.

3. Indgå aftale så du kan acceptere kreditkort

Du har højst sandsynligt brug for at tage imod internationale kreditkort som Visa og Mastercard og eventuelt også debetkort som Visa Electron og Maestro. Dette kræver en særskilt aftale, en såkaldt indløsningsaftale.

Alt-i-en-pakkeløsninger inkluderer som regel en indløsningsaftale.

Er du ikke interesseret i et pakketilbud, må du selv finde og indgå aftale med en indløser. I Danmark kan du vælge mellem disse fem indløsere af internationale kort gennem betalingsterminaler: Nets, Bambora, Elavon, Handelsbanken og Swedbank Card Services.

Vil du tage imod American Express, skal du indgå aftale med Nets eller Elavon, som er de eneste i Danmark der giver indløsningsaftale for American Express.

4. Få en Dankort-aftale med Nets

For at kunne tage imod Dankort skal du indgå en særskilt aftale med Nets, som er den eneste indløser for Dankort. Du finder ansøgningen på Dankorts officielle hjemmeside.

Hvad koster det at leje en kortterminal?

Udgifterne forbundet med leje af betalingsterminal kan inddeles i seks kategorier:

  • Oprettelsesgebyr for terminalen
  • Eventuel installation af stationær terminal
  • Månedsleje for terminalen
  • Mobilabonnement hvis du har en mobil terminal
  • Faste udgifter knyttet til nødvendige kortaftaler
  • Transaktionsgebyrer

Opsætningsgebyr og installation af terminal

Opsætningsgebyrer varierer betydeligt mellem de forskellige udbydere. Vælger du pakkeløsningen Bambora One, betaler du for eksempel ikke noget opsætningsgebyr. Verifone kræver derimod 199 kr. i oprettelse for deres pakkeløsninger, og Nets kræver 399 kr. som engangsgebyr for opstart af deres terminaler.

Lejer du en stationær terminal, må du også påregne en engangsudgift for installationen, hvis ikke du selv gør det. Denne prise må du spørge din leverandør om.

chipkort på bordflade
For at tage imod kort skal du enten have en indløsningsaftale selv eller bruge en kortterminal med aftale inkluderet.

Månedsleje for terminalen

Månedslejen varierer også meget. Med Bambora One er månedslejen 299 kr. for den stationære terminal, som også inkluderer kortindløsning og kundesupport. Den samme terminal kan udlejes af Nets for 306 kr. om måneden ekskl. moms, uden indløsningsaftale og med 24-måneders kontrakt.

Med Verifone kan du regne med at betale mellem 269 kr. for en stationær terminal og 412 kr. om måneden (begge uden moms) for den mest avancerede mobile terminal for en 24-måneders kontrakt hvor du kan bestemme en indløsningsaftale oveni direkte med Verifone.

Vær opmærksom på at nogle forhandlere også kræver en årsafgift eller andre servicegebyrer.

Mobilabonnement

Har du en mobil terminal med GPRS/3G/4G, skal du have et SIM-kort og et dataabonnement for at terminalen kan koble sig til mobilnettet.

De fleste pakkeløsninger fra leverandører eller banker, f.eks. Bambora One, inkluderer imidlertid mobilabonnement. Undersøg hvad der er inkluderet når du sammenligner priser.

Kortindløsning for Visa og Mastercard

Prisstrukturen for indløsningsaftaler til Visa, Mastercard og andre internationale kort varierer mellem udbydere. Mange opgiver ikke deres listepriser online, så du bliver nødt til at kontakte dem direkte for at få priser der passer specifikt til dig. Nogle kræver oprettesesgebyr, og de fleste steder kræver månedlige eller årlige gebyrer, mens andre udbydere stort set ikke kræver andet end transaktionsgebyrer.

Transaktionsgebyrerne varierer betydeligt mellem indløsere og kommer an på de faktorer indløsningsselskaberne kigger på når de giver dig en pris. Aktører med højere månedsgebyr kan have lavere transaktionsgebyrer, og omvendt.

Eksempelvis opkræver Nets en sum for oprettelse af aftalen, og du betaler derefter et månedsgebyr plus transaktionsgebyrer. Clearhaus kræver ikke noget i oprettelse eller månedligt/årligt gebyr men har til gengæld lidt højere transaktionsgebyrer.

For betalinger med kreditkort som Visa og Mastercard udgør gebyret ofte mellem 1,45% og 2,75% af salgsbeløbet. Store virksomheder med høj omsætning kan forhandle sig til lavere prissatser, mens små og nystartede virksomheder må regne med at betale en standardsats der som regel er højere.

Indløsningsaftale og gebyrer for Dankort

En indløsningsaftale for Dankort kommer i form af et abonnement som koster et gebyr hvert kvartal afhængigt af hvor mange Dankort-transaktioner du har om året. Prisen strækker sig mellem 355 kr. per kvartal (under 500 transaktioner om året) til over 69.840 kr per kvartal (over 800.000 transaktioner om året).

Kortlæser til mobilen: Et alternativ til leje

At leje en betalingsterminal har været det logiske valg for de fleste små og mellemstore virksomheder, da traditionelle betalingsterminaler er dyre at købe.

De seneste år er der imidlertid kommet et nyere alternativ, hvor man kan købe en terminal selv med et begrænset budget. Her taler vi om iZettle og SumUp, som begge fungerer gennem en POS-app på mobilen eller en tablet.

Systemet er skybaseret og sat op så du ikke behøver en indløsningsaftale selv. Du køber bare terminalen og kan efterføgende bruge den til at tage imod Visa, Mastercard, American Express m.m. gennem kontaktløse kort, digitale punge eller chipkort.

Udover terminalkøbet betaler du kun et fast transaktionsgebyr for de betalinger du tager imod gennem terminalen.

Zettle Reader 2 sammen med iPhone-appen
iZettle Reader 2 kan tage imod kort alle steder med mobilforbindelse.

Der er intet abonnement og ingen lejekontrakt. SumUp er bedre egnet til enkle betalinger, mens iZettle har flere gratis POS-funktioner og mulighed for at opgradere POS-appen til et mere avanceret system (mod et månedligt gebyr).