Vend er et spændende, cloud-baseret kassesystem som får meget ros i de fleste tester. Er Vend en løsning som danske, små virksomheder bør overveje?

Alle dine data i cloud

Vend er et 100% cloud-baseret system. Software og alle virksomhedens data ligger på en server i et eksternt datacenter, ikke på egen computer eller server. Dette har adskillige fordele:

  • Du har adgang til dine data når som helst og fra hvor som helst, så længe du har en internetforbindelse.
  • Backup sker automatisk flere gange om dagen, så du ikke behøver tænke på det selv.
  • Vedligeholdelse og software-opdateringer er inkluderet i månedsafgiften og sker automatisk (lige dette kan i nogle tilfælde være en ulempe, som for eksempel når vigtige opdateringer starter på de mest ubelejlige tidspunkter).
  • Ligesom de fleste andre cloud-baserede systemer er de vigtigste funktioner – men ikke alle – i Vend fortsat tilgængelige hvis du mister internetforbindelsen.

Hardware

Vend kan benyttes med den computer eller tablet du allerede har; det eneste du behøver når du starter med at bruge systemet er en nogenlunde opdateret browser (Chrome og Safari virker bedst offline). Systemet er kompatibelt med Windows, Mac og iPad og kan bruges i en hvilken som helst kombination af enheder. For eksempel kan du bruge Vend på en PC i butikken og samtidig have adgang til systemet og alle dine data fra en iPad derhjemme.

Du kan også bruge en tablet eller smartphone som kasseapparat. Til andet hardware som kvitteringsprintere, stregkodescannere og kasseapparater tilbyder Vend færdige pakkeløsninger for Mac, PC og iPad. Hvis du allerede har hardware, kan du tjekke om det er kompatibelt med Vend.

Integration med betalingsterminaler

Vend støtter den mobile kortlæser iZettle som opererer efter “betal efter brug”-modellen. Med iZettle har du ingen faste, månedlige udgifter. Du kan læse mere om iZettle i vores anmeldelse af deres kortlæser.

Der er også mulighed for at integrere Vend med betalingsterminaler fra Nets, men det kræver nogen programmering. Der er ingen autoriseret Vend-rådgiver i Danmark, men det er muligt for folk med kundskab til programmering at gøre det.

Øvrige funktioner

Vend kan bruges til langt mere end bare kassefunktion. De følgende er nogle af disse øvrige funktioner.

Produktkatalog: Det er enkelt at tilføje, fjerne og ændre produkter – inklusive billeder, opgørelser og priser – i kataloget, som både kan vedrøre den fysiske og online butik. Hvert produkt kan have adskillige prisvarianter og beskrivelser.

Kundedatabase: Denne funktion håndterer kundeprofiler (personlige oplysninger), kundehistorik, kundegrupper (for eksempel VIP-kunder), loyalitetsprogrammer med mere. Eksisterende kundelister kan nemt downloades i systemet som en CSV-fil.

Lagerstyring: Vend har meget komplette funktioner til lagerstyring med nem adgang til lageroversigt, enkel overførelse af varer mellem forretninger og gode funktioner til statusopgørelse.

Integration med din online butik: Vend er designet til at kunne håndtere både fysiske og online butikker, med synkroniseret varekatalog, lageroversigt og salgsrapportering. Denne funktion har lidt blandede anmeldelser; bed om en korrekt demonstration hvis dette er vigtigt for dig.

Integration med andre driftssystemer, for eksempel Xero-regnskab.

Mangler

Den største svaghed ved Vend er de manglende funktioner til kontanthåndtering og kasseopgørelse (dog er disse listet som “coming soon” på Vends hjemmeside). Hvis din virksomhed håndterer mange kontanter, kan dette være en væsentlig ulempe.

Vend er ikke specielt godt egnet til restauranter, da systemet blandt andet mangler funktioner til bordnummer og håndtering af drikkepenge.

I modsætning til mange af konkurrenterne har Vend heller ikke nogen funktion til at registrere ansattes arbejdstider.

Priser

Ligesom med mange andre cloud-baserede kassesystemer er Vend’s startomkostninger meget overskuelige – hvis du allerede har kompatibelt software, betaler du ikke mere end det månedlige abonnement. Priserne er i dollars, også for danskere.

Vend tilbyder tre forskellige abonnementsniveauer (priserne i parentes gælder hvis du forudbetaler et år ad gangen).

  • Begynderpakke: $69 pr måned ($59). Én butik, 500 produkter, ubegrænset antal brugere, ubegrænset antal kunder.
  • Avanceret: $99 pr måned ($85). Én butik, ubegrænset antal produkter, ubegrænset antal brugere, ubegrænset antal kunder.
  • Multi-shop-pakke: $199 pr måned ($169). Flere butikker, ubegrænset antal produkter, ubegrænset antal brugere, ubegrænset antal kunder.

Alle pakkerne inkluderer kundesupport via email 24/7. For $49 ekstra om måneden får du hjælp til opsætning, oplæring og kundesupport via telefon.

Hvis du bruger ekstrafunktionerne fra tredjeparter som Xero og Shopify vil det medføre et tillæg i prisen. Vend tilbyder en gratis 30-dages prøvetid. Du kan kun teste systemet med én bruger og ti produkter, men prøvetilbudet giver dig en fremragende mulighed for at få indblik i hvordan systemet vil fungere for lige præcis din virksomhed, helt uden risici.

Gratis iPad kassesystem? Læs: Square Point of Sale i Danmark – gratis, men værd at bruge?

Konklusion

For små firmaer er Vend en rimelig og brugervenlig kasseløsning som hører hjemme på listen over systemer som bør overvejes. Vend er bedst til forretninger, men kan også bruges til servicevirksomheder. Vend er mindre egnet til restauranter.